Køn og politik…

Klumme

Af Pia Adelsteen, MF og ligestillingsordfører for Dansk Folkeparti
April 2011

Hvordan er det at være kvinde i politik? Det er et spørgsmål, som jeg ofte får, og mit svar er altid: Det er ikke anderledes end at være mand!

Jeg tror nu ikke, at alle politikere af hunkøn er helt enige med mig i det, men for mig at se er der simpelthen ingen forskel. Er der møder om aftenen, så går man glip af at putte ungerne – uanset om man er mand eller kvinde, og skal man væk nogle dage på seminar, ja, så misser man altså også nogle ting, som sker hjemme i familien. Det gælder jo, uanset om man er mand eller kvinde.

For at få det hele til at fungere, er det derfor vigtigt, at familien sammen sætter sig ned og vurderer, om hverdagen kan fungere, hvis den ene, mand eller kvinde, ønsker at gå ind i politik. Hvem skal støvsuge? Hvem vasker tøj? Hvem laver mad? Og så videre og så videre. Men det er nu en samtale, som alle familier bør tage en gang i mellem, for det er jo langt fra kun politikere, der skal have en travl hverdag til at fungere. At fordele hjemmets opgaver, bør være noget ethvert ægtepar, hvor begge er udearbejdende, gør. Og husk nu, at kvinder også kan slå græs, vaske bil og feje indkørslen – ligesom mænd også kan vaske op, skifte ble og bade børnene!

Der er nemlig en tendens til, at man fordeler opvasken, madlavningen og øvrigt husarbejde, men glemmer at fordelingen også skal ske på de opgaver, som mænd typisk varetager.

Jeg bliver også ofte konfronteret med den påstand, at Danmark halter langt efter på ligestillingsfronten. Det kan jeg overhovedet ikke genkende. For mig er ligestilling nemlig, at begge køn har samme muligheder for at gøre karriere, få et lykkeligt liv og så videre. Altså for eksempel at et køn ikke på forhånd gennem lovgivning eller andet bliver diskvalificeret til en bestemt karriere. Og sådan mener jeg i høj grad, at det er i Danmark. Det er et spørgsmål om at gribe mulighederne, hvis man vil, uanset køn.

Personligt havde jeg, da mine børn var små, en klar prioritering af, at jeg ville være så meget sammen med dem, som det var muligt. Derfor valgte jeg først politikken til, da min yngste var ni år. Min mand, som nu også er i politik, havde samme prioritering – at vente til børnene var store.

Der er ingen forskel for kvinder og mænd, når blot man i familien har talt om, hvordan man indretter sig. Man vælger noget til, og konsekvensen er, at man også fravælger noget. Det skal man gøre sig klart – uanset køn.